På sygehus-ambulatoriet har de fortalt fhv. gartner Finn Sørensen, Esbjerg, at han er den, hvis diabetes er bedst reguleret. Forklaringen har han indtil nu holdt for sig selv: At han i 19 år har fået en månedlige akupunkturbehandling på Hugo Nielsen Instituttet i Gram.
– Det gav mig et virkeligt lift, da jeg for nylig på klinikken kom til at ligge ved siden af en ung læge, der havde haft en hjernesvulst og været opgivet af sundhedssystemet, siger han. – At høre ham fortælle, at han var blevet hjulpet af Hugo, og at der intet var tilbage af svulsten, gjorde det nok lettere for mig at komme frem med mine erfaringer.
Af journalist Bodil Moes
Da Finn Sørensen var 28 år, havde han startet eget gartneri i Nordjylland. Samtidig fik han konstateret diabetes, og hans læge sagde: “Nu holder du op, eller også dør du!”
– Arbejdet som selvstændig er da hårdt, og siden har jeg arbejdet for andre, sidst i 27 år som gartner ved Centralsygehuset i Esbjerg. Nu er jeg gået på efterløn, fortæller Finn Sørensen.
Folk tør ikke fortælle om det alternative
– Vi har altid været meget optaget af det alternative, også før jeg fik diabetes, og i 1979 læste jeg en masse artikler i ugebladet Hendes Verden om folk, der blev hjulpet af Hugo Nielsen. Jeg tog derned, og dengang havde han endnu klinik i sin dagligstue, hvor vi kom ind to ad gangen og fik behandling. Jeg var da naturlig skeptisk, men Hugo var ligeglad med, om vi troede på det eller ej. Det viste sig jo også, at det har sparet mig for de alvorlige komplikationer, der følger med diabetes.
– Når jeg i dag kommer til behandling, slapper jeg totalt af og har det virkelig godt i hele den følgende måned. På ambulatoriet har de sagt: “Når du engang dør, bør du mumificeres og stilles op i forhallen, for du er den, hvis diabetes er bedst reguleret!” Jeg burde for længst have fortalt dem, at nok får jeg stadig lige meget insulin, men jeg får altså også en særlig form for akupunktur. Jeg har vel haft det som de fleste andre, der ikke tør fortælle om det alternative. Forklaringen er den, at folk frygter for at blive ramt af lægernes vrede. “Der kan jo opstå et behov,” siger de, “så vi må hellere holde mund.”
En ung læge, der har et forklaringsproblem
– Jeg erkender, at diabetes skal jeg have, til jeg lukker øjnene, men da jeg er sparet for komplikationer, har jeg det udmærket og nyder livet. Tre gange om året får jeg målt kolesterol-, lever- og nyretal på ambulatoriet, og det er et tilbud fra det offentlige, som jeg er glad for, og som er vigtigt for mig.
– Her bliver der sat tal på, hvad tilstand jeg er i, og det kan jeg ikke få gjort hos Hugo Nielsen, som ikke har noget laboratorium.
– Når jeg går til alternativ behandling, er det med et oprigtigt ønske om at få det offentlige og det alternative system til at arbejde sammen i stedet for at bekrige hinanden.
– En helt speciel oplevelse havde jeg for nylig, da jeg på klinikken i Gram kom til at ligge ved siden af en ung læge, der havde haft en hjernesvulst, som sundhedssystemet ikke kunne gøre noget ved. Han fortalte mig, at der efter Hugo Nielsens behandlinger nu ikke var mere tilbage af svulsten.
Så sagde jeg: “Her ligger jeg, Finn fra Esbjerg, ved siden af en læge nede hos en kvaksalver!” Den unge læge meddelte mig, at han indtil 1997 selv havde brugt ordet kvaksalver, men at han ikke drømte om at gøre det mere. “Du har sandelig et forklaringsproblem, når du skal fortælle dine kolleger om, hvad der er sket her i Gram,” sagde jeg bagefter, og samtidig følte jeg, at det virkelig havde givet mig et lift at komme ud for en læge, der også måtte erkende virkningen af Hugos behandlinger.
Jeg må ikke bruge Cell Com men familien gør det
Finn Sørensen var meget interesseret i Cell Com apparatet, men Hugo Nielsen måtte fortælle ham, at det ikke kunne bruges af diabetikere.
– Til gengæld har min familie stor glæde af Cell Com, fortæller han. – Vi har således fire børnebørn, der alle har astma, og når det trækker op, bruger min datter Cell Com med godt resultat hver gang.
Jeg har læst og godkendt ovenstående interview.
Esbjerg, 4. september 1998