Dødelig svulst i lungen kunne ikke opereres

I næste uge rejser 59-årige Irene Jensen, Køge, sammen med sin mand på en tur til Rhinen for at fejre, at hendes dødsdom for godt et halvt år siden er blevet omstødt. Det skete, da lægen på den onkologiske afdeling for en uge siden sagde: ”Svulsten er faktisk helt forsvundet!” Det var i 2003!

6-11-2008.
Irene Jensen har lige besøgt os i Gram og vi skal meddele, at hun har det forsat fremragende.

6-12-2011.
Irene meddeler os glædeligt, at den sidste scanning sagde – intet at finde.

Af journalist Bodil Moes

Irene Jensen opdagede, at noget var galt, da hun en dag i november sidste år stod og børstede sine tænder. ”Jeg havde fået for meget tandpasta ind i munden, og da jeg kom til at hoste og spyttede ud, var der blod i det,” fortæller hun. ”22. november blev det konstateret, at jeg havde en svulst i lungen, der sad så uheldigt, at man ikke kunne operere den, men det var først i slutningen af januar, de fandt ud af, at det var en type cancer, man kunne dø af – ikke mindst når den sad i lungen. Jeg gik ikke derfra med bare et lillebitte håb, for en af lægerne sagde: ”Du er vel klar over, at det er livstruende?”

Blodprøver med helt ufatteligt resultat
Når man får at vide, at man har cancer og må gå og vente på at komme i gang på hospitalet, sker der en masse ting i ens hjerne. Er der noget, man selv kan gøre? Netop på det tidspunkt havde vi tegnet abonnement på Dagbladet, og en aften lå min mand i sin seng og læste et debatindlæg om, at Systemet endnu ikke havde fået øjnene op for, hvad Hugo Nielsen var i stand til at gøre for kræftpatienter.

”Vi kontaktede ham, og i februar tog vi til Gram to gange om ugen samtidig med at jeg begyndte at få kemoterapi. Min kemo var en af de stærkeste, og jeg fik seks serier imod de andre patienters fire serier. Alligevel talte de meget om, hvor godt jeg så ud, og hvor god en kulør jeg havde. Jeg overraskede også lægerne ved de ugentlige blodprøver, for den ene uge var tallene helt nede, og den næste uge var de helt oppe! Det kunne de ikke forstå. ”Har du været henne og få blodtransfusion?” blev jeg ved flere lejligheder spurgt. ”Nej, jeg har fået parallel-akupunktur,” svarede jeg.

Det var godt at møde et positivt menneske
”Der var måske en lille skepsis, da min mand og jeg første gang kørte til Gram, men
her mødte vi i Hugo Nielsen et positivt menneske, der sagde, at han da gerne ville prøve at hjælpe mig. Som en sidegevinst fik min mand behandlet sin migræne, og der har 7-9-13 ikke været noget siden. For os begge var det en oplevelse, at der en dag på briksen ved siden af mig lå en dame, der fortalte os om en veninde, der for cirka 10 år siden havde fået en svulst, som lægerne ikke kunne gøre noget ved. Hende havde Hugo behandlet, og hun levede i bedste velgående. Vi havde haft ”livstruende” og ”kan dø af” så tæt inde på livet, at vi trængte til at høre noget andet,
og efterhånden så vi vores ture til Gram som en dejlig udflugt. Der skete jo virkelig noget med mig!”

Halvvejs gennem kemoen var knuden svundet 50 procent
”Hospitalet havde den plan, at den meget stærke kemo skulle skrumpe kræftknuden, derefter kunne jeg få stråler og måske blive opereret. Midt i april blev jeg – halvvejs gennem kemoen – scannet, og til lægernes overraskelse var knuden svundet 50 procent. Det var flot, sagde de, og jeg skulle gå hjem og fejre det med to flasker champagne.”

”Midt i juni sluttede kemoen, og en scanning viste, at knuden var skrumpet yderligere. Samtidig var der heller ikke mere cancer i nogle lymfekirtler, der også havde været angrebet.”

”Da jeg på et tidspunkt havde noget feber, fik jeg lidt i utide taget røntgenfotos for at se, om jeg havde lungebetændelse. Det havde jeg ikke, og jeg fik ved den lejlighed at vide, at min cancer tilsyneladende var forsvundet.”

”Ved kontrol for en uge siden sad lægen med beskrivelse af mit røntgenfoto, og hun ville sige, at svulsten faktisk var helt forsvundet – med det forbehold, at jeg skulle komme til ny kontrol og scanning om to måneder.”

Cell Com med på en udflugt til Rhinen
”I næste uge kører vi ikke til Gram,for nu skal det fejres med en otte dages tur til Rhinen, at jeg har fået et nyt liv forærende! At det er parallel-akupunkturen, jeg kan takke for det, er min mand og jeg helt enige om. Det var mit held, at en tandbørstning afslørede en sygdom, som jeg dengang ikke havde nogen symptomer på, og at vi blev abonnenter på Dagbladet og på den måde blev sat på sporet af Hugo Nielsen.
Med på vores tur til Rhinen har vi et Cell Com apparat, der behandler kroppen ud fra samme principper som parallel-akupunkturens nåle. To minutter på punkt 12 og to minutter på punkt 4 på fødderne er alt, hvad der skal til, så det er da til at overkomme,” slutter Irene Jensen.

Jeg har set og godkendt ovenstående interview.

Køge, 10. september 2003