Ondt i ryggen

Ondt i ryggen – en folkesygdom – men ikke længere for mig

Jeg kunne have sparet mig mange smerter og sundhedsvæsenet mange penge, hvis jeg havde kendt Hugo Nielsen i 1996. Måske skulle sundhedsvæsenet interessere sig for, hvordan ”Hugos Nåle” egentlig virker.

Af Ingeniør HD Tage Kristensen
I 1996 i en alder af 51 år fik jeg ondt i ryggen, som så mange andre. Jeg havde ellers dyrket idræt siden barndommen og havde ikke haft fysisk hårdt arbejde siden jeg var ca. 20 år.
Smerterne var i ryggen og gik ned i højre ben.

Jeg gik til læge, ja jeg skiftede læge, fordi den tidligere læge ikke mente, at det var noget særligt.
Den nye læge og en speciallæge fandt ud af, at jeg led af betændelse i en muskel i sædepartiet, og behandlede mig med binyrebarkhormon. Behandlingen gjorde tilværelsen tåleligt for mig.

Jeg udviklede nogle ”dovenskaber”. Jeg anskaffede mig en serveringsbakke, så jeg kun skulle gå fra køkkenbordet til spisebordet én gang. Genboen anskaffede en trækasse i bekvem højde, så jeg ikke skulle bøje mig når jeg byttede avis. Jeg købte en jagtstol, så jeg kunne hvile ryggen, når jeg skulle gå på tilsyn og lignende.
Men i 2009 blev rygsmerterne igen meget stærke. Jeg gik til læge, og blev henvist til en ny speciallæge. Jeg blev scannet og fik konstateret en discus prolaps. Behandlingen bestod i smertestillende piller og et tilbud om operation.

Gennem en kollega hørte jeg om Hugo Nielsen, og begyndte at gå til behandling på Hugo Nielsen Instituttet i Gram. Med voldsomme smerter og udsigt til operation i ryggen, så kunne et par nåle vel ikke gøre ondt værre.
Jeg blev positivt overrasket, og i løbet af en måned kunne jeg undlade at tage smertestillende piller. Nu i maj 2011 kan jeg bevæge mig frit og er ikke hæmmet af smerter.

Det er fantastisk, hvad en behandling med nåle et par gange om måneden kan gøre mod smerter.