“Min kone var i fire år et menneske, der var fuldstændig smadret”

Britta Isaksen, Kolding, og hendes mand, Gert Hansen, var meget skeptiske med hensyn til alternative behandlere, men da det offentlige sygehusvæsen efter fire år måtte opgive Brittas komplicerede diskusprolaps, gik Gert på Nettet og stødte her på Hugo Nielsen, Gram, da han søgte under “arvæv”. Det blev Brittas farvel til smerterne.

Brittas mand Gert fortæller d. 24 februar 2012, at Britta opfører sig som en 18 årig ung pige og har været smertefri og arbejdsdygtig siden. Fra 2002 til 2012, det er flot gået. Tillykke Britta!

Af journalist Bodil Moes

“Min kone var i fire år et menneske, der var fuldstændig smadret af smerter,” siger Gert Hansen, Kolding, om det mareridt, der startede, da hans kone, Britta, stille og roligt gik og fejede og pludselig mærkede et jag i ryggen og nogle voldsomme smerter, der trak ned i venstre ben.

Soveværelset blev lavet til sygestue
Det, der senere ved scanning viste sig at være en diskusprolaps, ændrede totalt parrets liv. “Vores soveværelse blev omdannet til sygestue med bækken og andet tilbehør,” fortæller Britta, “og det blev fire år med stærke smerter og mange indlæggelser Blandt andet skete det en gang, at jeg var bevidstløs af smerter, da jeg blev kørt til Give Sygehus. Jeg var så hjælpeløs, at bare det at skulle på toilettet var umuligt. Det måtte foregå halvt stående i brusekabinen eller på et badehåndklæde inde i sengen, og døgnet rundt var smerterne der, selv om jeg tog mange stærke smertestillende tabletter.”

Sidste sommer måtte lægerne opgive mig
Da en scanning viste, at Britta havde en diskusprolaps, ville lægerne helst ikke operere, fordi den sad et dumt sted. “Sidste år opererede de alligevel, og jeg var smertefri i nogle få måneder,” fortæller Britta, “men så begyndte arvæv at trykke på nerveroden, og smerterne var værre end nogen sinde før. Genoptræning og blokader blev forsøgt, men det virkede kun en ugestid. I sommer fortalte de os så, at alle muligheder var udtømt, og at man måtte håbe på, at der en dag blev opfundet noget teknologi, der kunne hjælpe. Det var ikke en dødsdom, men for min mand og mig føltes det næsten lige så alvorligt.”

Efter nålebehandling sov jeg trygt i fjorten en halv time!
Britta og Gert følte sig hele vejen igennem godt behandlet af sygehusene og deres egen læge, men de forstod, at det nu var op til dem selv, hvis der skulle ske mere. “Min mand gik på Nettet, og da han søgte under “arvæv”, stødte han ind i Hugo Nielsen, Gram, og vi blev enige om at tage ned til ham i juli. Bagefter har jeg tænkt, at Hugo Nielsen må have undret sig over at vi kom, når vi var så fulde af skepsis og fordomme. Jeg gjorde det således straks klart for ham, at hvis man skulle tro, ville han ikke kunne regne med hjælp fra min side!”

“Jeg fik sat nåle i, og da vi kørte hjemad, sagde jeg til Gert, at jeg overhovedet ikke kunne mærke noget. Men samme aften gik jeg i seng allerede klokken otte og sov trygt til klokken halv elleve næste dag – jeg, der på grund af stærke smerter ikke havde sovet en hel nat i fire år!

Hugo Nielsen klarede også dobbeltsyn og skelen
De første to en halv måned kørte Britta og Gert til Gram to gange om ugen. “Siden har vi kun været der én gang om ugen for at vedligeholde resultatet, og allerede efter de første tre måneder havde jeg smidt de 30 piller, jeg plejede at tage hvert døgn,” siger Britta tilfreds. “Et par morgenpiller blev også overflødige, for Cell Com apparatet tog den ømhed, mange mennesker oplever ved dagens start.”

“I slutningen af august vågnede jeg en dag med dobbeltsyn og en kraftig skelen på det ene øje. Lægerne fortalte mig, at en nerve var kommet i klemme, men at der desværre var to måneders ventetid. Det rettede Hugo Nielsen ved vores næste besøg, og da det kom igen, rettede han det 14 dage senere endnu en gang. “Du fejler jo ikke noget,” konstaterede lægen, da jeg mødte op på sygehuset.

Det har ikke kostet mere end en rejse til udlandet
Gert Hansen er glad for, at det var Hugo Nielsen, han fandt på Nettet. “Nu har min kone fået sig en hverdag uden smerter og dermed nyt mod på livet, og hendes mand har fået sin “gamle” kone igen. I dag forekommer det derfor helt uvirkeligt, at Britta, da hun blev opfordret til at søge pension, var så dårlig, at hun ikke kunne klare den krævede arbejdsprøvning. Det er også tanke-vækkende, at behandlingen i Gram til dato ikke har kostet os mere, end hvis vi havde købt en rejse til 11.000 kroner – og tænk på, hvad det har betydet for os!”

Jeg har læst og godkendt ovenstående interview.
Kolding, 25. november 2002